Medierne vil helst snakke med toppen af partierne. Det kan gøre det svært for mindre fagordførere at få taletid. Det er ellers vigtigt for deres synlighed.
Af Adam Geil og Frederik Aagaard Zeuthen
Gennem mere end 36 år, heraf elleve i Folketinget, har Christian Juhl brændt for det, han tror på.
Eksempelvis har han ihærdigt forsøgt at få de fag- og ufaglærte arbejderes arbejdsmiljø på dagsordenen.
Men det er aldrig rigtig lykkes for den 69-årige jyde. Han har selv et bud på hvorfor:
“Arbejdsmiljø er ikke et hit i dagspressen eller de elektroniske medier. Medmindre folk dør af det,” siger Christian Juhl.
Det kan naturligvis være frustrerende, fortæller han.
Ikke desto mindre er medieopmærksomhed stadig vigtigt, hvis man skal nå ud til sine vælgere og få opmærksomhed omkring sin sag eller sin person.
“Hvis man er politiker og skal nå sine vælgere, så er det stadig på de traditionelle medier, man har den største platform,” siger Mark Ørsten.
Han er professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk videnskab på Roskilde Universitet og har forsket i medier, politik og danskernes medievaner.
TV, TV, TV
Ifølge en kortlægning af danskernes medieforbrug fra 2022, som Mark Ørsten står bag, har knap to ud af tre danskere brugt TV til at få deres nyheder den seneste uge. Til sammenligning er tallet henholdsvis 43 og 47 procent for TV-kanalernes og morgenavisernes hjemmesider. Samme tendens viser sig i en analyse af udbuddet og efterspørgslen af politiske nyheder og information fra 2021.
Denne pointe fremgår også i en undersøgelse af, hvordan folketingspolitikere varetager deres arbejde. Den står professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Helene Helboe Pedersen bag.
“Medieoptræden er politikernes mest synlige aktivitet,” skriver hun i hendes fagfællebedømte bog “Politiker, dilemmaer i politisk repræsentation”, der bygger på hendes forskning og undersøgelser.
Derfor fylder det også en del for politikerne i Folketinget at komme i medierne. Blandt andet viser Helene Helboe-Pedersens undersøgelse, at politikerne i gennemsnit bruger 2,7 timer om ugen på at give interviews til medierne og 6,7 timer ugentligt på at skrive artikler, læserbreve og opdatere sociale medier.
Begge tal er øget væsentligt fra 1980’erne.
Toppen først
Medierne er altså det vigtigste sted, for politikerne at gøre sig synlige. Men ikke alle politikere har lige mulighed for at træde frem i medierne.
Ifølge både Mark Ørsten og Helene Helboe Pedersen er det især partiformænd, ministre og bestemte ordførere, der dominerer nyhedsbilledet.
“Ministre er stærkt rangordnet i hierarkier. Finans-, forsvars- og udenrigsministre er typisk mere i medierne, ligesom politiske ordførere også er. Går man over til andre ordførerskaber, så er det afhængigt af, hvilke sager der er aktuelle,” siger Mark Ørsten.
Det efterlader en gruppe politikere, der dermed har dårligere muligheder for at komme i de traditionelle nyhedsmedier og ind på folks mentale lysskærm. Medmindre der sker noget helt konkret på deres område.
Christian Juhl fra Enhedslisten har blandt andet oplevet, at sager om asbest ikke var noget, de store nyhedsmedier ville skrive om.
Man starter fra toppen
I medieverdenen anerkender man, at visse emner har mere interesse end andre. Ifølge Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, er det blandt andet, fordi medierne kender deres læsere og målgrupper.
“På Berlingske udvælger vi nogle emner, som vi ved interesserer vores læsere. Derfor skriver vi ikke om alt. Vi er ikke et public service-medie, som skal beskrive alle politikområder og alle politikere,” siger Mette Østergaard, der tidligere har haft ledende stillinger på TV2 News og Politiken.
En ting er, hvilket emne det drejer sig om, noget andet er, hvem der udtaler sig.
Mette Østergaard peger på, at der er hierarkier på Christiansborg, og det er dem, der kommer til udtryk i medierne. Medierne vil nemlig helst have dem med størst magt og indflydelse i tale. Det er nemlig dem, der kan lægge en politisk retning, der får betydning for borgerne.
Desuden fremhæver chefredaktøren, at medierne har en rolle med at kontrollere magten. Hun oplever, at partierne i dag er mere topstyrede, og at ordførere ikke altid kan udtale sig, uden at have forhørt sig op i systemet hos en gruppeformand, politisk ordfører eller minister.
“Som medie ved man, at det er derfra, magten udgår,” siger Mette Østergaard.
Medieforskeren Mark Ørsten peger også på, at medierne gerne vil ansvarliggøre. Ofte vil medierne gerne finde et problem, en borger, der har problemet, og så vil man interviewe den ansvarlige om løsningen på problemet.
“Hvis nogen skal lave noget om, så starter man fra toppen,” siger han.
Christian Juhl, der var med til at stifte Enhedslisten i 1989, nævner også, at han har oplevet en øget styring og professionalisering i sit parti. For eksempel er presseafdelingen blevet større. Det er blandt andet sket for at imødekomme pressen.
Man besluttede at få en gruppeformand og én fast politisk ordfører, som tidligere gik på skift i folketingsgruppen.
“Det synes pressen var forvirrende. Nogle syntes, det skulle være klart, hvem de skulle kontakte, hvis de vil vide noget,” siger Christian Juhl.
Op på ølkassen
Politikerens personlighed spiller også en rolle for, hvor meget tid vedkommende bruger på medierne.
På SDU’s Center for Politisk Psykologi undersøgte den daværende centerleder og professor Asbjørn Sonne Nørgaard, hvordan folketingspolitikernes personlighed påvirkede deres prioriteringer. Han fandt frem til, at mere ekstroverte politikere bruger mere tid på medierne, mens mere videnssøgende politikere bruger mere tid på at forberede sig til møder og læse sig ned i sager.
“Jeg plejer populært at sige, det er svært at være politiker, hvis man ikke har lyst til at stille sig op på en ølkasse og dominere et rum,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard, der i dag er direktør for centrum-venstretænketanken Cevea.
Og jo mere, man selv gør for at komme i medierne, jo større sandsynlighed er der for, det sker, fortæller Mark Ørsten. Han nævner, at Benny Engelbrecht (S), inden han blev minister, førte en åben logbog over, hvilke lobbyister der kontaktede ham. Det interesserede medierne.
“Man skal finde en strategi, der gør, at man skiller sig ud. Det kræver noget held eller noget strategi. Man kan lave sine egne mediestunts og på den måde få opmærksomhed,” siger han.
Don’t sleep on SoMe
Dygtige kommunikatører kan også få en gevinst ved at være aktive på sociale medier.
Hvem husker ikke ‘Daddy Vanopslagh’ fra den nyligt overståede valgkamp.
CEO i kommunikationsbureauet Elberth Kommunikation, Benjamin Rud Elberth, mener, at sociale medier kan spille en stor rolle for en politiker, hvis man er god til at bruge dem rigtigt. Han nævner konkret Kim Edberg Andersen, der blev valgt for Nye Borgerlige i Nordjyllands Storkreds i 2022.
“Han er totalt ukendt i resten af landet, men har støvsuget Nordjylland for opmærksomhed på Facebook,” siger Benjamin Rud Elberth, der rådgav Kim Edberg Andersen i forbindelse med valget i 2019.
Ifølge Mark Ørsten, der også har forsket i sociale medier, kan de sociale medier give mindre kendte kandidater mulighed for at brande sig i deres lokalområde.
“Hvis man er interesseret i genvalg, så er det dem, der kan stemme på en, man skal have fat i og ikke generelle følgere,” siger han.
Ifølge hans undersøgelse af danskernes medieforbrug er det dog kun 11 procent, der har sociale medier som deres foretrukne nyhedskilde. Det understreger at de traditionelle nyhedsmedier er det vigtigste sted at agere for politikerne.
Det kan også styrke en politikers profil på de sociale medier. Hvis man for eksempel har været i Deadline på DR2, kan man ændre sit profilbillede til et billede fra udsendelsen og skrive et opslag om oplevelsen for at få opmærksomhed.
“Så ser du pludselig lidt mere attraktiv ud, fordi der er en generel anerkendelse i at være i medierne. Det bliver en form for selvforstærkende effekt, der legitimerer dig som betydningsfuld aktør,” siger Mark Ørsten.
Da verden fik øjnene op for Christian Juhl
Selvom man som politiker ikke nødvendigvis kommer i medierne, kan man godt være en betydningsfuld aktør og gøre en forskel.
Et af de områder, Christian Juhl fra Enhedslisten har brændt for, men som har været svært at få i medierne, er udviklingspolitikken.
Det har dog ikke gjort arbejdet mindre meningsfuldt, fortæller han og kommer med et eksempel.
I det nordvestlige Afrika, lige syd for Marokko, ligger det omstridte landområde Vestsahara. Det bliver af flere organisationer kaldt Afrikas sidste koloni, da Marokko har taget kontrol over området.
I folketinget var Christian Juhl med til at få vedtaget en tekst, der kritiserede Marokko for det, han kalder “et undertrykkende system”. En tekst han selv synes, var for slap, men som senere viste sig mere betydningsfuld, end han troede.
For til en konference i Spanien fik aftalen stor ros fra “græsrødder” i andre europæiske lande, blandt andet Italien og Frankrig.
“De sagde ‘hold kæft, I har været gode til få en beslutning igennem, der placerer Danmark et sted, I slet ikke er klar over’,” siger Christian Juhl.
Han ville ønske, det havde fået mere opmærksomhed i medierne, da han ikke mener, at der kommer til at ske ændringer i Vestsahara, før medierne tager sagen op.
“Det er træls, det ikke kommer i de store medier og i fjernsynet, men det er nu vilkårene. Men det er resultaterne, der er det vigtigste. Jeg kommer nok ikke i historiebøgerne, men jeg har gjort en forskel,” siger Christian Juhl.